3 økonomiske “fælder” for iværksættere

Posted on 24. april 2017 by Claus Bermann in Iværksætteri

Når du starter som iværksætter og selvstændig, er der en række økonomiske “fælder”, som du skal passer på ikke at falde i. Her får du tre hurtige råd om de største.

Jeg startede i januar 2016, som selvstændig på fuld tid. Nu er første regnskabsår afsluttet og godt 16 måneder er gået. Jeg har ikke fortrudt et sekund at blive selvstændig, men der er en række økonomiske “fælder”, man skal være opmærksom på ikke at falde i som selvstændig. Herunder får du mine råd til dem jeg finder vigtigst. Min råd er især møntet på iværksættere som driver en enkeltmandsvirksomhed.

1. Moms: husk at sætte penge af til momsbetalingen

Når du starter som selvstændig og betaling af dine fakturaer løber ind på kontoen, kan man nemt glemme, at alle pengene (desværre) ikke er dine. Går der eksempelvis 10.000 kr. ind på din konto fra en betalt faktura, så husk at de 2.000 kr. er moms og skal betales videre. Derudover skal nogle af pengene også betales i skat (hvilket jeg vender jeg tilbage til).

Alt efter hvilken type virksomhed du driver og hvor længe den har eksisteret, betalinger du enten moms kvartalsvis eller halvårligt.

Læs mere om moms hos Skat her: Momsindberetning og frister.

2. Skat: husk at betale acontoskat

Ligesom med moms, så skal du huske at sætte penge af til at betale skat. Driver du en enkeltmandsvirksomhed er det en rigtig god idé, at tale med din revisor (husk at have en revisor!), om at få opsat automatisk betaling af acontoskat gennem hele året, så du ikke står tilbage med en stor skatteregning når året er omme. Din revisor vil se på dit regnskab og ud fra det beregne hvor meget du ca. skal betale i skat på et år, 10 gange om året (ikke i juni og december) betaler du så acontoskat og når året er omme, beregnes din endelige skat.

Som tommelfingerregel har min revisor sagt til mig, at jeg skal sætte 50% af de penge jeg modtager på en betalt faktura af til moms og skat. Nu driver jeg konsulentvirksomhed, hvor stort set 100% af en faktura er dækningsbidrag. Har du en virksomhed, som sælger produkter, hvor du har en omkostning til indkøb, kan du sandsynligvis sætte mindre end 50% til side af en fakturabetaling.

3. A-kasse: husk en sikring, hvis nu…

Som selvstændige tror vi selvfølgelig på os selv og vores virksomhed. Men alle kan blive ramt at uforudsete omstændigheder, som kan betyde du må dreje nøglen om til din virksomhed. I et sådant tilfælde, vil det være virkelig rart at kunne få dagpenge, så du ikke skal miste alt. Her i 2017 ligger dagpengesatsen på 18.395 kr for fuldtid, hvilket du kan få i op til to år.

For at kunne modtage dagpenge, skal du (typisk) have været medlem af en a-kasse i 1 år og i dag eksisterer der en række a-kasser som er særligt for selvstændige. Jeg kan kun anbefale dig, at melde dig ind i en a-kasse, nogle a-kasser kan endda også hjælpe dig med mange af de andre udfordringer du står overfor som selvstændig i det daglige.

Læs mere på fagmagasinet: A-kasser for selvstændige.

Som opsummering, så husk at midt i glæden over at være selvstændig og se penge rulle ind på kontoen, så bør du sikre dig selv ved at sætte penge til side til moms og skat, og samtidig overveje hvad der sker, hvis nu det utænkelige skulle ske med din virksomhed. God arbejdslyst 🙂