5 potentielle gevinster ved at implementere en prisberegner

Posted on 16. november 2017 by Claus Bermann in Online markedsføring

Der kan være markante UX-mæssige og økonomiske gevinster forbundet med at implementere en specialtilpasset prisberegner på sin hjemmeside. I denne artikel jeg vil nævne og nuancere fem af de største potentielle gevinster.


Af Jesper Nørskov Jensen

Før jeg oplister og gennemgår fem mulige gevinster ved implementering af en prisberegner, er det vigtigt for mig at understrege, at man kun opnår disse gevinster, hvis prisberegneren indlejres på en landingsside, hvor det er meningsfuldt.

Men hvornår er det så det?

Det er det, når beregneren skaber værdi og har et formål. Hvis prisberegnerens opgave bliver at udregne regnestykker, som andenklasseselever kan i hovedet, er den ganske overflødig og bør udelades.

Prisberegnere ses i flere forskellige typer. Jeg vil nu give eksempler på to af de mest benyttede beregnertyper.

Eksempler på prisberegnere

Eksempel 1 – beregnertype, hvor den besøgende skal trække i en markør:

Kilde: Fyringsolie.dk

Eksempel 2 – beregnertype, hvor den besøgende skal indtaste et tal i en tom kolonne:

Kilde: Fyringsolie.dk

Hvilken beregnertype bør du vælge?

Der kan være stor forskel på effekterne af de forskellige beregnertyper. Det giver dog ikke mening at tale om, at den ene beregner er bedre end den anden. Konteksten er nemlig afgørende for, hvilken beregner der egner sig bedst til en given landingsside.

Man bør naturligvis altid stræbe efter at vælge den beregnertype, der giver mest værdi i en given situation. Sommetider kan det dog være svært at afgøre udelukkende ved hjælp af fingerspidsfornemmelse.

Derfor er det sommetider en god idé at split-teste forskellige beregnere og på den måde afklare, hvilken beregnertype der er mest velvalgt på ens landingsside.

Hvis man vælger at split-teste, skal man naturligvis opsætte en række KPI’er, så man får defineret succeskriterierne for implementeringen af beregneren på forhånd. Hvilke effekter ønsker man, at implementeringen af beregneren medfører? At salget øges, at beregneren får folk til at bruge mere tid på siden, at beregneren bliver brugt af så mange som muligt eller noget helt fjerde?

De fem potentielle gevinster ved en prisberegner

Jeg vil nu gennemgå og nuancere fem mulige gevinster, der kan være forbundet med at implementere en eller flere beregner(e) på sin hjemmeside.

Forbedret brugeroplevelse: Man bør altid have fokus på brugeroplevelsen, når man strukturerer indholdet på ens hjemmeside, for hvis brugeroplevelsen er god, har det mange positive sideeffekter. En god brugeroplevelse kan blandt andet resultere i god SEO, en høj konverteringsrate samt en fremstilling af ens virksomhed som værende grundig og yderst professionel. En god brugeroplevelsen kan forstærke købslysten hos de besøgende og øge troværdigheden omkring dit brand og dine produkter.

Man kan sommetider øge kvaliteten af brugeroplevelsen ved at implementere en prisberegner på en landingsside, hvor dette giver mening.

Hvis man har et produkt, der kan købes i mange forskellige mængder, vil det være oplagt at indlejre en beregner, der viser prisen afhængigt af mængde. Ydermere kan implementeringen af en prisberegner bidrage til en overordnet flot hjemmesideæstetik. Du bør altid sørge for at designe beregneren i farver, der harmonerer med resten af udtrykket på hjemmesiden. Ydermere skulle designet gerne spejle din virksomheds identitet.

Et fastholdende interaktionselement: Enhver beregner involverer en eller anden form for interaktion med den besøgende. Enten skal den besøgende trække i en markør, eller også skal han/hun indtaste et tal i beregneren. Der er noget stimulerende i, at ens handlinger resulterer i synlige effekter. Interaktion via en prisberegner kan fungere fastholdende, da en beregner animerer de besøgende til at gå i dialog med indholdet på hjemmesiden.

Styrker overblikket: Det er god service at spare ens besøgende for tid og tankevirksomhed ved at forære dem facit for komplekse udregninger via en prisberegner.

Hvis man har tilbud på et produkt, der kan købes i forskellige mængder, anbefaler jeg altid, at man designer beregneren, så den viser den potentielle besparelse. Folk elsker at spare penge, og der er noget psykologisk købsforstærkende i at se, at det beløb, man sparer, bliver større og større, desto mere man køber for.

Øg din omsætning: Dette punkt er lidt tricky, for det fordrer, at man eksperimenterer lidt og undersøger, hvad der fungerer bedst på ens side. Skruer man på de rette knapper, vil implementeringen af en prisberegner og justeringer af denne dog uden tvivl kunne øge ens omsætning væsentligt. Hvis ens beregner minder om det første eksempel på en beregner i denne artikel, kan man forsøge at eksperimentere med intervallet i beregneren.

Hvad sker der, hvis man udvider eller formindsker dette? Hvad sker der, når man justerer markørens startposition?

Svaret er ikke givet på forhånd. Der er nemlig ingen faste regler – det kan variere meget fra landingsside til landingsside. Derfor er man nødt til at opsætte målepunkter og tilpasse sine justeringer efter de data, man løbende får.

Effektivisering: I mange år har ‘effektivisering’ været et buzzword i erhvervsverdenen. Det er vigtigt, at man effektiviserer så mange af sine indsatsområder som muligt, så man kan frigøre ressourcer til andre opgaver. Implementering af en prisberegner kan i mange tilfælde bidrage til effektivisering, blandt andet af kundeserviceposten.

Hvis man sælger et produkt i mange forskellige mængder, er der risiko for, at ens kundeserviceafdeling får mange opkald vedrørende priser. Hyppigheden af disse opkald kan sænkes markant ved implementering af en beregner, der let og overskueligt viser kunderne, hvad de forskellige mængder koster.