Trekking verden rundt

Posted on 19. december 2017 by Claus Bermann in Rejser

Der er ingen tvivl om, at danskerne er berejste vanemennesker. Vi elsker charterferier, hvor vi kan slænge os på en bountystrand, alt imens vi drikker drinks af en udhulet kokosnød. Eller også rejser vi til London på storbyferie, hvor vi shopper til vi dratter om, sipper kaffe på en café og snupper endnu et billede af Big Ben.

Af Kira Camilla Dalhus

Men måske er det på tide at opdatere din bucket list med nye spændende oplevelser og anderledes udfordrende destinationer? De seneste par år har aktive ferier dog også været mere og mere på danskernes læber. Alt hvad der kan få adrenalinet til at pumpe, kan tilsyneladende vække en interesse i os.

Er du ikke just til at dykke med hajer på Bahamas eller springe i faldskærm over Australien, så kommer vi her med et noget mildere alternativ, som dog absolut stadig giver dig en oplevelse for livet. I denne artikel introduceres du for begrebet Trekking, og du vil kunne finde tre forslag til, hvor i verden du burde afprøve dine evner med Trekking.

Kort og godt: Hvad er trekking?

Trekking defineres hovedsageligt som vandring til fods. Oftest foregår trekking i et ellers uberørt terræn, hvilket vil sige, at du bevæger dig gennem eksempelvis skove, jungler eller bjergområder, hvor der ikke er anlagt stier til formålet.

Mange trekkingture omfatter også én eller flere overnatninger i det fri. Alt efter hvor i verden du befinder dig, og hvem der står bag planlægningen af din tur, kan overnatningen også finde sted hos en lokal familie. Trekking er en oplevelse for livet, da du på denne måde kommer ud af dine vante rammer, og oplever naturen på en helt unik måde.

Trekking i Europa: Island

Verden er fuld af eventyr. Det er blot op til dig at opdage dem. Selv Europa er spækket med forunderlige naturskabte perler, du sjældent kan have fantasi til at forestille dig. Ønsker du at trekke i Europa, så rejs til Island. Det er vist ingen overdrivelse at påstå, at ingen steder i verden er lig dette fortryllende landskab.

En af de mest klassiske trekkingture på Island, er en vandretur på Laugavegur. Her snor åbne vidder sig mellem gletsjer og bjerge. Størknet lava præsenterer sig i forskellige kreaturer, der alle gemmer på en fortælling for, hvilke fænomener, der har spillet en rolle for Islands betagende natur.

Trekking i Asien: Thailand

Mens det sydlige og meget turistede Thailand byder på hvide sandstrande og vilde fuldmåne-fester, så kan du i Nordthailand opleve Asiens flora og fauna folde sig ud. Rejser du til Chiang Mai, vil et hav af mulige trekkingture byde sig.

Eksempelvis kan du bevæge dig ud på en rute i bjerghøjde. Her kommer din motorik virkelig på prøve, når du går langs stejle klippeskrænter, eller tager springet over de små snørklede åer. Ruten fører til en lille landsby, hvor du skal tilbringe natten. Næste dag foregår turen tilbage via bambus-tømmerflåde gennem Thailands smukke natur.

Trekking i Sydamerika: Peru

Det ville være en skam ikke at sætte trekking i Peru på din liste. Her finder du nemlig adskillige inkastier – både ved området omkring Den Hellige Dal og naturligvis på din vej til inkaernes højborg Machu Picchu. Du kan vælge den meget populære rute Inca Trail eller måske en af de mere ukendte ruter som eksempelvis Salkantay.

Trekking i Peru ved Machu Picchu er klart udfordrende, men det er ikke umuligt. Langt de fleste kan gennemføre denne rute, men det er en god ide at forberede sig hjemmefra.
Det er svært at forklare, hvad der er så fortryllende ved inkastierne – det er blot en af de ting, som skal opleves med egne sanser.

Tre gode grunde til, hvorfor du bør opleve trekking

  • Bryd med dine vante rejsevaner
  • Oplev naturen fra en ny og eventyrlig vinkel
  • Trekking er en sikker kilde til motion på din ferie